Decenter er et hus  –  Decenter er et hjem  –  Decenter er en kultur  –  Decenter er et eventyr  –  Decenter er en jordbærplante  –  Decenter er en troldskov  –  Decenter er en dansekatedral  Decenter er den som vælger Decenter  –  Decenter er jeg

Decenter er et hus

Huset er 200 år, måske 250 år? Ingen nu levende kender husets alder. Men er det nu så vigtigt at kende husets rigtige alder? Er det normative nu så vigtigt? Husets vægge hvisker om andre tider, hvor livet var meget anderledes fra i dag. I det gamle bindingsværkshus boede det tre familier med mange barn for bare 100 år siden. Nu bor det to fremmedarbejder på de 274 kvadratmeter.

Huset lever lokalt under navnet ”stenhuggerhuset”. Et hus der flere stenhuggere har levet. Stenhugger, vækker billeder om mange kræfter og fortættede lyde. Her er jeg med min stenhuggermejsel og hugger kærlige gok mod menneskelig forstening. Der står en granitskulptur i haven som forestiller en fugl som lige landet og står og hviler sig, måske drømmer.

Husets navn er nu Decenter. Et navn som fortæller at det ikke er et center, men noget der vokser i alle retninger og underjordiske forviklinger. Det er et navn der ikke har et tolkningsforetræde. Husets gæst må undres og måske acceptere at ikke få et enstydigt svar på hvad navnet rummer. ”Det får vi se”, ”det må vi finde ud af undervejs”.

I huset findes et rum på næsten 100m2. Der udfoldes den kropslige poesi. Salen har mange navne: salen, dansesalen, studiet og bevægelseskatedralen. Hvad sker med dig i katedralen som jeg helt pludseligt kom at kalde min dansesal? Måske for at katedral er en sal der ånd er nærvarende. Vinduet i salen op mod himmelen er en åbning mod lyset.

Huset har et Decenterrum og et privat rum. Ligesom min person har et rum til dig, og et rum til mig selv og mine private drømme. Døren til stuen er døren til det private.

 Decenter er et hjem

”Borta bra, men hemma bäst”! Mit ønske er at du føler dig hjemme i mit hjem. Hjemmefølelsen muliggør grundtryghed. Være hjemmetryg, førend det ukendte viser sig. Det særlige med Decenter, er at det som er ude i det udfordrende og skræmmende – samtidig er hjemme. Hjem-ude-hjem bliver flerstrenget. Når du er hjemme, i dit eget hjem, kan du være dig selv i det velbekendte. Når du er ude, er du i det fremmende og ubekendte. Men hvis det nu er sådan at du føler dig hjemme i mit hjem, så har du større mulighed for at tage imod det fremmede og skræmmende, for du er jo hjemme. Som i alt andet kræver det en egen-indsats. Du lader dig forføres af rummet og lader dig føle dig hjemme.

Decenter er en kultur

Jeg har i hele mit liv insisteret på at være kulturskaber og blive accepteret som afvigende. Jo mere ”vis” jeg er blevet, jo mere tydelighed er der kommet i mit kulturbegreb. Det er en kultur som viser sig, i min kropslige væren og min måde at skabe min verden på.

I den her kultur, må du nysgerrigt frigøre dig fra den kultur du kommer fra. På Decenter, er det ikke aktuelt med kritisk tænkning og sund skepsis. Det må du dyrke udenfor Decenter. Det er ikke for at undertrykke kritikken mod min praksis. Der er rigeligt at kritisere. Men her dyrker vi den jublende rationalisme. Du bruger hele din analytiske og kognitive kraft på at juble over det der er vært at bygge videre på. Ser du intet at juble over, er du kommet til det forkerte hus. 

Udover indstillingen af sindet til Decenters kultur, med at juble rationelt, skal du bejae de andres og din egen skrøbelighed. Give psyken en åbning, til friheden til at bede om hjælp og beskyttelse. På Decenter lokker vi skyggerne frem, for at tilintetgøre deres usynlige magt over dit liv. Når Jeppe viste os, at sårbarhed kan skabe styrke og vækst.

Jeppe: - jeg er i frygt – jeg afslører modvilligt for jer at jeg er i frygt – jeg fortæller at jeg frygter at animere jer med mine øvelser – i fortæller at i ikke tror at jeg er bange for at animere jer – jeg græder – jeg får beskyttende og healende berøring – jeg begynder at græde ukontrolleret – jeg beder alle om at holde om mig, for at beskærme mig mod noget ydre truende – Johan spørger om det ikke er noget andet jeg er bange for – jo, min alkoholiserede far, som jeg hele tiden skal gøre tilfreds med mine præstationer. Det lykkes jeg sjældent med. Jeg er flyttet hjemmefra, og troede at jeg var fri fra hans kritik, men måske har han stadig magt over min tilværelse. Jeg troede, at det var jer jeg var bange at mislykkes overfor. Men det er min far. Han er en skygge, som jeg troede jeg befriet fra. 

Er du på Decenter, er du i et terapeutisk rum der giver plads til personlige fortællinger: ”Jeg synes jeg er mere betydelig end de andre og ser ned på dem”, ”jeg lider af forskellige hjernefejl, som gør at jeg har lidelser der gør mit liv enormt krævende og udmattende”, ”jeg er blevet voldtaget”, ”min mor er alkoholiker, og det har gjort at jeg føler mig mindre værd, og at jeg skal have mange beviser på at du synes jeg er god nok”, ”jeg tror på englenes healende kraft”, ”jeg har taget skade af, at min mand gik fra mig lige ind i en andens kvindes favn”, ”jeg kan ikke græde”, ”min far begik selvmord, det har gjort, at jeg er ukontrolleret vred på alle”.

Vi mødes i indsigten og skrøbeligheden af at være menneske på forskellige måder. Selvoverskridelsen er en grundlæggende kultur på Decenter.

Decenter er et eventyr

På Decenter er du inviteret til et medmenneskelig og fysisk eventyr hvor du kan søge objektet for dit begær. Du lær kende modstanden mod at realisere det. Du forvandles på en mystisk måde.

Decenter er en jordbærplante

Valget af metaforen for mit virke kommer fra organet rhizom. Det er et levende krybende skudsystem som vokser i alle retninger uden et særligt center eller moderplante, da man efter et stykke tid ikke kan se hvilken plante som er moderplanten. Et rhizom er underjordisk og uden hierarkiske strukturer. Den er decentreret lige som jeg ønsker at mit virke er.

rhizom

Decenter er en jordbærtanke – En idé om at vokse i alle retninger – Uden center udefra en ikke-hierarkisk princip der alle vildskud har sine egne rødder – Decenter lever et liv som bregne, som anemone med underjordiske forbindelser

Decenter er ikke et center, et institut, et akademi, kun en mere-bevægelse og oplivelse med bevægelige arrangement foran systemer. Decenter foretrækker det som er oplivende og mangfoldigt, forskelle foran det ensrettede, forrykkelser foran enheder. Decenter søger at styrke det mellemmenneskelige, uden at falde ned i indskrænkende stereotyper. På Decenter synger vi lovsange til det naive – intensive – forrykte, med risiko for at blive anklaget at være på tynd is, useriøse og urealistiske.

Decenter er en dansekatedral

Decenter er et sted hvor himmelen kommer ind. En lysning oppefra. Det er et sted hvor du kan ånde æter. I det almindelige liv ånder vi luft, hvor guderne ånder æter, ren essens. Decenter inviterer ånd og holder vinduet åbent til fornemmelsen, til det vi ikke har sprog til. Englene danser. Vi øver i at stærke intuitionen og stole på det sprogløse. Dér intellektet reflekterer, dér kontemplerer ånd.

Decenter er en troldskov

Decenter er kødets åsted. Et kropsligt atelier der vi begår bevægelser, udøver de sædvanlige. Vi øver i at stærke og stole på vores instinkt, noget som kræver megen øvelse i sansning. Dér i troldens rige mellem menneskeliv og mytisk natur er der en mulighed til at opleve verden som mulig og fri. Konventioner fristes i agtelse. Det erotiske får personligt liv uden at blive privat. På Decenter er der en skel mellem det personlige og det private. Berøringen er ikke en kæresteberøring, men en medmenneskelig medsansning. En drømmeleg.

Decenter er den som vælger Decenter

Decenter er et sted hvor du udvikler din egen praksis. Du er med til at skabe Decenter, hvis du ser dig selv som en decenterjordbærplante.

I den forrykte pædagogik antager jeg, at der er andre strukturer at ordne og se kundskab på end den centraliserede hierarkisk opbyggede. Måske har kundskab intet center, hvor hvert begreb kan forklares og beskrives strukturelt i forhold til de andre. Kundskab er som øer i en langsom mægtig flod. De er dér som decentraliserede ligeværdige tilgange. Ligesom jordbærplanter hvis de må leve på deres måde. De vokser ud fra en plante og danner en ny plante gennem at sætte sine egne rødder hvor de er. De danner et tæppe hvor de samtidigt er forbundne til hinanden og selvforsørgede. I biologien kaldes den livsformen for rinzom. Jordbærplanten må være en metafor over den decentraliserede tænkning på Decenter.

Decenter er jeg

Når jeg taler om Decenter taler jeg samtidig om mig selv. Decenter er mit livsprojekt. En slags skabelse ud fra lysten til fordybelse, og så ville jeg gøre som min mester Laban; have en egen kursusgård.

20200910_JohanBK 33

som jeg så ud en gang i oskyldsland i en sportshal i Rimini i Italien 1982