Dem der lander på Decenter har to motiver. Den første og umiddelbare forklaring er, at man kommer for at blive uddannet til animatør og/eller kropsterapeut på et uddannelsessted, som er specialiseret i den legende, dansende og sensitive tilgang til selvoverskridelse, samt til et dybere livsindhold gennem kropslig handling sammen med andre.
I det motiv ligger den anden motivation lige for hånden, noget som man nogle gange opdager undervejs i uddannelsen. – ”Jeg kan nok ikke blive animatør, og arbejde med menneskers kreativitet og sårbarhed, uden at have forbindelse til min egen sårbarhed og åbenhed. Også, selv om jeg ikke har til hensigt at blive virksom som terapeut, da har jeg brug for, at have overskud til at være tilstede der hvor deltageren i min gruppe, eller kollegaen har brug for en mellemmenneskelig hånd med overskud.”
Nogen går på uddannelsen for at fordybe deres livsindhold. Andre deltager i uddannelsen for at blive uddannet til animatør og/eller bevægelsesterapeut. Nedenunder følger fortællinger fra deltagere, der har gået eller går på uddannelsen:

Else 51 år seminarielærere.

Jeg vidste, det var dét jeg skulle! Lige præcis gå i gang med den uddannelse på Decenter. At få inspiration til og udvikling i mit arbejde som underviser og formidler. Hvad skulle jeg ellers tage den uddannelse for? Det der snart viste sig var at det handlede om det eksistentielle, om selve livet.

At være på Decenter er på en måde som at komme hjem. Det er trygt. Men alligevel ikke trygt. Det er voldsomt og ubehageligt. Men trygt på den måde, at det er i orden at være den, jeg er. Og vise mig som, den jeg er. Når jeg pakker mig selv ind i konstruktioner og skjuler mig selv, fordi der er alt for meget modstand i min krop imod mig selv, er det et ubehageligt sted. Men Decenter har givet mig redskaber til at komme ud af skjulet.

En af mine fedeste – og mest oplivende – oplevelser på Decenter var som floden Moldau. Det var en helt vild dejlig oplevelse, at være flydende vand. Stærkt og uovervindeligt vand. Blødt. Fyldigt. Jeg følte mig fyldt ud – indefra. Der var ikke brug for hårdhed, men blødhed. Eftergivenhed, men dog fasthed. Det element i mig, vil jeg gerne undersøge mere. Jeg vil danse som vand! Møde verden mere som vand.

Grete 42 år pædagog.

Jeg er rejsende i mit syvende år på Decenter, intet mindre eller større er mig mere vigtigt. Decenter har givet mig et livsforhold til at være menneske og medskaber, og denne livsrejse, som det er blevet for mig, har sat mig i en dybere relation til livet selv.

På en måde ser jeg det metaforisk, her når jeg ser tilbage, som om jeg har haft en hovedrolle i et trylleeventyr.

I et trylleeventyr foregår handlingen som hovedregel i et overnaturligt rum, et rum som er befolket med nisser, alfer, elementarvæsener, elverfolk, hekse og trolde, samt drager som giver liv eller dræber. Trylleeventyret vil indeholde en hovedperson, en modstander, en hjælper, og i sidste ende en skat, en afgiver af skatten og en modtager af guldet. På Decenter findes en magisk skat, en forløsning af kampens sande natur. Den findes i form af en særlig livseliksir, et stof der giver vitalitet og livskraft til den som gennemlever selvoverskridelsernes kampe og mystiske hændelser, noget som finder sted i Decenters virke.

Salen, bevægelsesrummet, vil for mig altid stå som et overnaturligt rum, som scenen til hemmelige tegn og barske drifter og skønhedsild. Jeg har mødt dem alle i dette rum, jeg har selv flere gange været mange af dem, både trolden, nissen, elverpigen, heksen, modstanderen, hjælperen osv. Men mest af alle i disse roller, har jeg fået fat i hovedrollen i mit eget liv, som er min rejse, mit trylleeventyr, min evige tiltagende måne, mit livs højdepunkt i hændelser, min virkelighed.

Michael 52 år ingeniør og dramainteresseret.

Hej Johan, Det er jo svært at beskrive udbyttet af dine fremragende kurser. Men her er nogle linjer, du måske kan bruge:
”Hvad sker der egentlig på det kursus?” Spørgsmålet blev stillet til mig af en veninde. ”Tjah, grundøvelsen er, at man stiller mennesker op foran hinanden – typisk to og to – og så starter der noget musik, og så bevæger man sig sammen til musikken. Og bagefter reflekterer man sammen over, hvordan det gik”, var mit svar.
Det var det bedste, jeg kunne finde på, og jeg fandt det på en måde som et godt svar, men samtidig langt fra dækkende, for det er ret svært at sætte ord på kursets indhold og mange forskelligartede øvelser. Ikke desto mindre var venindens svar, at ”det lyder da svært”, og så tænkte jeg, at hun nok havde fattet noget af, hvad kurset går ud på. Jeg har taget to moduler af uddannelsen i bevægelseskommunikation. Kurset gav mig – sammen med en hel masse andet – indsigt i, hvordan jeg reagerer og virker på andre mennesker, når jeg er i gruppe, i bevægelse, to og to og alene. Jeg blev meget klogere. Både på mine muligheder og begrænsninger. Og jeg blev klogere på, hvor jeg kan sætte ind for at blive bedre til at være mig.

Charlotte 29 år kandidat idræt og psykologi.

Når jeg husker tilbage på tiden i løvens hule på Decenter, sidder jeg med en skælven i kroppen. Det var et sted hvor mange af mine grænser blev konfronteret, og de blev bearbejdet, æltet, undersøgt og observeret gentagende gange. Igennem kurserne hos Johan har jeg åbnet mig både for mødet med mig selv, og for mødet med andre. Jeg oplevede følelsen af at komme tættere på mennesker, jeg fangede mig selv danse med dyb indlevelse, jeg mærkede lysten til at åbne mig op for uvisheden, og jeg mærkede at frygten for at undervise eller for at danse alene på gulvet handlede om frygten i sig selv, og ikke om dét at danse. At danse forvandlede sig blev mere og mere til en åbning for nydelse og udfoldelse. Verden har ligesom fået flere lag efter årene på Decenter. Johan inspirerer mig dybt med sit positive sind og enorme energi som konstant genføder sig selv igennem hver leg, dans og samtale. Netop det lærer han fra sig; at være aktiv medspiller i livet, at gribe de bolde der skabe bevægelse og vækst og slippe taget i dem der skaber forstening. Jeg er taknemmelig, Tak.

Katrine 30 år sekretær.

Øvelserne er mange, kroppen har været i spil og på gulvet mange gange, men det var min følsomhed der fyldte hele salen på Decenter ud i flere år, og det gør den stadigt. Den fik plads, og den fik sin ret der iblandt bevægelserne og dansen med det nære, det intime og det tætte og det farlige. Nogle gange føltes det enormt skræmmende, som at danse nøgen i mørket med de andre, en nøgenhed der både var båret inden i og uden på. Men friheden, som vinder når det farlige er overvundet, har rejst mig fysisk fra gulvet, øvelserne har givet min krop jordforbindelse og en dybere kontakt til mig selv. Bevægelsesarbejdet jeg har gennemlevet og kæmper med på Decenter, har en port til selvindsigt indbygget i sig, min krop vågner der hvor jeg sanseligt vækkes. Og mine øjne ser verden på ny hver gang det lykkes mig.

Anne 35 år fysioterapeut.

Den gang jeg startede på Decenter, var jeg et andet menneske end hende som jeg er blevet i idag. Jeg er stadig Anne, og jeg er stadig min natur og mit væsen og mit kød, men rejsen på Decenter har gjort mig til mere af mig selv i det hele. De oplevelser og den fantastiske færden som sker i Johans animerende virke, er livsskabelse i den reneste form. Skabelsen er så unik, fordi den ikke står alene, men gør mig til medskaber i et legende rum, et forvandlings-palads, som næres af nærhed mellem kroppe og hjerter vi deler som mennesker. Da jeg startede på Decenter følte jeg mig ensom i min eksistens, men det fik jeg ikke lov til så længe, for Decenters virke og energi samler og adskiller ikke. Det blev et af de særlige steder i min verden, hvor jeg kunne rummes som hende jeg bare er, med alt det som findes. Af personlige grunde, er det måske noget af det allermest grænseoverskridende og frygtsomme jeg har gjort i mit liv, men alligevel fyldes disse overskridelser jeg har oplevet på Decenter som stjernestunder og åbenbaringer for mig, som i stedet for at eftersætte spor af hårdhed og kamp, har enhver hændelse og oplevelse sat kimen til et nyt lys og vist vejen til en udsøgt lethed, som på ingen måde er mig givet af egen kraft.
Før jeg havde mødt Decenter, ville jeg aldrig have troet en sådan lethed og livsnerve muligt, for en som mig med min kropslighed og min natur, og det var ikke opstået af sig selv, havde det ikke været for Johan og Decenters pædagogiske og kunstneriske rigdom, en generøsitet i kødelig form. Decenter er et land, med egenskaber af vild natur og urørte enge og høje ufremkommelige bjerge, som jeg bestiger gang på gang alligevel, det er et af de smukkeste landskaber for mig, det er et land der findes i vores verden, et magisk land med sin egen natur, samt sin helt særlige og unikke kultur, jeg ser derfor mig selv som rejsende i livet, – jeg har fundet mit andet hjemland og modersmål.