“Johan er et af de mest elskværdige, dybdegående, rummende og pædagogiske mennesker jeg i mit liv er stødt på. En uddannelsesrejse under Johans vinger og den medfølgende grænsevandring ville kun kunne anbefales i min ydmyge mening. Manden insisterer og inspirerer til kærlighed.” 
Anders Glud Jensen, skuespiller

Facebook-opslag feb. 2019, af tidligere idrætsstuderende på SDU, Jesper Holst Seistrup Den sidste tid har jeg gået og tænkt. Og jeg synes vi generelt er for dårlige til at give kredit til de mennesker der har været med til at forme os og inspirere os.

Universitetet var en svær tid for mig. Meget forvirrende. Jeg havde fået min angstdiagnose, startet på min medicin og alt var nærmest nyt. Jeg kunne nok godt have fået mere ud af uni end jeg gjorde, og det var først nogle år efter at det egenligt slog mig hvor fantastisk at Johan Borghäll egentlig var. Jeg var så angst i hans lektioner. Det har dog vist sig at det netop var hans undervisning der har sat gang i min bedring, og mange af hans teorier og øvelser har jeg arbejder videre med, hen mod det selvstændige virke jeg forhåbenligtligt får op og køre inden længe. Så der skal lyde en kæmpe tak til Johan. Uden ham ville jeg ikke være hvor jeg er i dag i forhold til min angst.

En fortælling: Johan Borghäll kom til Syddansk Universitet 1982 fra GIH, Örebro Universitet, Sverige. Der havde han lige udgivet bogen Rörelsekommunikation sammen med John Steinberg, ven og ph.d. i pædagogik.

Ved siden af sit arbejde på universitetet i Örebro havde Johan aftenkurser i dans, dramatik og bevægelse. John Steinberg, en lektor i Pædagogik på universitetet blev interesseret i, hvad der foregik på de kurser, og sammen begyndte de at eksperimentere med, hvad de senere kom til at kalde Bevægelseskommunikation.
“Det var ikke længere nok at undervise de studerende i idræt og gymnastik. Jeg var også sprængfyldt af ideer og inspiration fra Laban Art of Movement Centre i London, hvor jeg havde studeret nogle år tidligere”, siger Johan. “Da John viste interesse for, hvad jeg lavede på mine kurser, kom der pludselig ord på mine tanker og ideer. Det var en utroligt kreativ periode.”

Da bogen Bevægelseskommunikation, som de skrevet sammen, udkom i 1982, blev et nyt begreb og en ny metode til personlig udvikling gennem kroppen født. I dag er Johan lektor på Institut for Idræt, Syddansk Universitet, kropsdramatiklærer på Den Danske scenekunstskole i Odense, bevægelsesterapeut fra Laban Art of Movement Centre i London, og gestaltterapeut fra Nordisk Gestaltinstitut. Som idrætslærer, danser, koreograf, skuespilleruddanner, idrætslektor og bevægelsesterapeut udforsker han stadig kroppens og bevægelsens grænseland.

Efter to længere ophold i henholdsvis Brasilien og Cuba har Johan fordybet sig i to fremmede bevægelseskulturer, capoeira og salsa. Det er blevet til bogen Capoeira – kampdans og livsfilosofi fra Brasilien, som han skrev sammen med Nestor Capoeira, Master og Arts fra universitetet i Rio de Janeiro år 1997, og bogen: Salsa – musikken i dansen og dansen i musikken som blev udgivet i 2001.

I sit arbejde på Institut for Idræt og Biomekanik har han videreudviklet sine teorier og sit syn på idrætten og bevægelsen. I bogen Pædagogik for forrykte præsenterer han det tredje standpunkt inden for idrætten, nemlig ekspressiv idræt, sanselighed og væren. “Mit mål er at fremelske en deltager, som stoler på sig selv og kender sine grænser”. Eller som han også har formuleret det i bogen om den deltagere:
“som tror, han er noget,
som stoler på sin egen kraft,
som er lydhør i samspillet med andre,
som kan deltage i en aktivitet på egne præmisser,
som lader teknikken være underordnet helheden,
som finder lysten i nuet.

Som formulerer sine oplevelser,
som accepterer det irrationelle,
som kender sine grænser og er nysgerrig efter at flytte dem.”

 

En blog af f.d. landsholdsspilleren i fodbold William Kvist, om fodbold og om en workshop med Johan Borghäll

”Er du et træ eller en klippe?” spørger den ældre svenske professor i bevægelse. Jeg spørger mig selv, hvad fanden jeg er gået ind til.

Jeg kigger på ham. Hvad mener manden? Han smiler, kigger indtrængende på mig som om han forventer et svar. Svaret fandt vi sammen i en pærevælling af leg, dans og fantasi. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at grine og tænke ”Hvad ville mine holdkammerater, trænere og journalister ikke sige hvis de så mig lige nu”. Men nu vil jeg prøve at forklare hvorfor jeg har brugt tid på at være træer og klipper.

Ideen til den første workshop startede efter et halvårligt evalueringsmøde med mentaltræner Christian Engell. Vores samarbejde var ikke så gammelt, men vi havde meget der skulle evalueres. Vi havde sat en halv dag af til at komme rundt om det hele og der var indbygget små gåture, cafebesøg og lignende for at vi skiftede scene fysisk og derved måske også mentalt og få alle aspekter med i evalueringen. Under evalueringen kom der mange spændende ting op som vi ønskede at afprøve i fremtiden og tanker om hvordan vi gjorde det bedst blev diskuteret. Vi blev begge så opstemte at vi aftale at vi ville bruge en hel dag på at dykke ned i en af de ideer vi havde fået. Det måtte gerne tage tid og det måtte gerne koste lidt mere. Jeg var parat til at investere i den udviklinger der forhåbentlig lå i workshoppen.

Vi arbejdede allerede meget på selvtræningsøvelser på træningsbanen og fokuspunkter i holdtræningen, så der følte vi at udviklingen var på rette spor. Vi mente også at trænerne var noget klogere end os til at skabe de rigtige tekniske og taktiske øvelser, så vi ville prøve at finde inspiration og udvikling udenfor den normale fodbolds-sfære.

”Du kan jo godt med venstre” siger Christian Engell med et overrasket udtryk. Vi sidder i hallen på Syddansk Universitet i Odense og kigger på de slow-motion billeder af mig der prøver forskellige spark af.

Mit venstreben havde indtil da altid været et ståben. Jeg havde inden workshoppen i mange år prøvet at træne det, men det var aldrig rigtig blevet bedre, aldrig havde jeg oplevet et gennembrud. Derfor tog vi til Odense hvor de rigtige folk og det rigtige udstyr kunne hjælpe med at filme mine bevægelser i super slow-motion så vi kunne få et bedre grundlag at korrigere ud fra. Det var vildt interessant at se på billeder for så bagefter at lave en lille ændring af støttebenets afstand til bolden eller bruge billeder af højrebenets bevægelser til at kopiere over til venstre benet. Den halve dag gjorde ikke at jeg blev ”flydende på venstrebensk”, men den skabte en aha-oplevelse og en forbedring men også et ønske om at finde andre områder hvor jeg kunne gå i dybden – næste workshop var allerede på vej i tankerne

”jamen, hvorfor koncentrerer du dig ikke bare om fodbold og ikke bruger al den tid og energi på alt muligt andet?” en af mine gode kammerater spørger mig om noget som flere nok har tænkt i tidens løb – jeg selv selvfølgelig også…

Svaret ligger i at jeg er født med en stor nysgerrighed på hvordan jeg kan gøre tingene endnu bedre og smartere. Jeg elsker personligt at lære nyt og jeg har verdens bedste legeplads til at sætte det i spil, nemlig fodbolden. Jeg har været heldig at opleve klubber og trænere som har været langt fremme på beatet med nyeste forskning og måder at gøre tingene på omkring fysisk træning og øvelser på banen, men jeg tror samtidig på at fodbolden stadig har meget at lære. Og ud fra egen erfaring, så tror jeg, at noget af den bedste lærdom kan ligge udenfor selve fodbolden. Det kan måske lyde lidt langt ude, men hvorfor skal vi ikke kunne lære af cykelryttere eller vægtløftere? Eller endnu længere væk såsom en leder fra erhvervslivet, som også bryder sit hoved med at få taktikken på plads, så han får det bedste ud af sit hold og resultatet på bundlinjen stiger. Jeg tror i hvert fald på at der er meget endnu som fodbolden kan lære og at næste kvantespring ikke nødvendigvis ligger indenfor de områder som fodbolden allerede arbejder meget. Vi arbejder allerede meget på det fysiske, tekniske og taktiske område, jeg tror ikke forbedringerne der vil rykke styrkeforskellen ret meget.

Det er den lidt anderleds udvikling indenfor fodbolden jeg gerne vil være med til at skubbe på. Fordi jeg også tror på at vi som et lille land med dertil færre mennesker, skal finde vores områder hvor vi er bedre end de store lande. Der ser jeg et potentiale i dansk fodbold, at gå forrest indenfor innovation, få det yderste ud af hver spiller og samtidig være åben for andre impulser og refleksive omkring hvad vi laver. Jeg tror vi danskere er bedst til det, ligesom vi nok aldrig får samme fysiske element som spillere fra Afrika.

Jeg har altid startet et samarbejde med nogen eller en workshop for at jeg i sidste ende skulle kunne præstere bedre på banen. Kun en gang har jeg haft andet i tankerne. Det var en workshop om iværksætteri og hvilken profil jeg havde og hvad jeg ønskede at arbejde med indenfor dette felt. Jeg har altid syntes af iværksætteri og forretningsideer var rigtig spændende. Da jeg samtidig gik og tænkte lidt over hvad jeg kunne forestille mig at lave efter fodboldkarrieren, så var det nærliggende at dykke dybere ned i det.

Samtidig har jeg også den opfattelse at workshops har rykket mig og gjort mig bedre. Hvor mange procent det handler om kan jeg ikke præcist vurdere, men hver procent er godt givet ud. Jeg ser det som en investering i mig selv som spiller og som menneske. Hver procent jeg bliver bedre som spiller er mange penge værd i form af bedre kontrakter. Tænkt på at øge en spiller som får 10 millioner kr. i løn om året med 5 %. Det vil teoretisk betyde at spilleren nu burde få 500.000 kr. mere om året. Sådan fungerer verden ikke altid, men set over lang sigt er jeg sikker på at afkastet af udgifterne til workshops er kommet mange gange tilbage. Måske jeg skulle investere i en workshop om at scorer nogle mål… Det ville nok også give mere på afkast-siden :-)

”Bare lad kroppen selv bestemme hvordan den vil danse” det er igen Johan Borghäll som udfordre mig og min krop. Jeg har lukkede øjne og starter på at bevæge mig rundt til noget musik jeg ikke kan definerer.

”lad den følelse der opstår styre kroppen” kommer næste henvisning, mens han blidt skubber mig ind mod midten af rummet, da jeg er lige ved at smadre hovedet ind i træpælen ved kaminen.

Den aften, midt i min allermest frustrerende tid i Stuttgart, opdager jeg for første gang hvordan en trance opleves. Jeg husker ikke hvor lang tid jeg danser, jeg husker bare at kroppen vil bevæge sig hidsigt og aggressivt. Jeg ligger bagefter helt forpustet og svedende på gulvet mens jeg smilende tænker på at jeg endnu engang har oplevet noget fuldstændigt nyt og grænseoverskridende. Det er ikke fordi jeg har brugt trancedans sidenhen, men det har udvidet min forståelse af følelser og krop.

Mit fokus på udvikling af kroppen kom ud fra at jeg egentlig syntes at jeg var rigtig stærk, men at jeg sjældent egentlig kom i situationer hvor jeg kunne bruge det og endnu vigtigere, jeg søgte det faktisk ikke. Så jeg ønskede at udforske det forbehold jeg havde for at komme for tæt på modstanderne.

Den første workshop med Johan Borghäll foregik i Stuttgart og havde fokus på at få udvidet forståelsen af bevægelse. Hvad er bevægelse egentlig og hvordan kan jeg eventuelt bevæge mig lidt anderledes på banen. ”Du er jo meget lineær og konstant” siger Johan om min nuværende bevægelse efter han har set en kamp på Mercedes Benz Arena i Stuttgart. Derfra afprøver vi andre måder at bevæge sig på, andre mønstre som er totalt ukendte for min krop. Den første workshop gav anledning til næste workshop som foregik sommer 2014, hvor bevægelse igen var på dagsordenen. Denne gang gik vi mere i dybden og omsatte det direkte til fodboldspecifikke øvelser.

Om jeg er blevet en klippe eller et træ eller begge dele kan jeg ikke sige endnu. Om det bliver til noget kan jeg heller ikke sige. Men min søgning føler jeg ikke er omsonst. Jeg føler jeg flytter mig, jeg føler at jeg udfordrer – mig selv ikke mindst, men også fodboldverdenen. Jeg føler jeg går på grænsen, måske også over grænsen til tider, men det er spændende. Ja, det er faktisk utroligt spændende hvad der sker inde i et klippetræ.