Individuel gruppeterapi
Decenter tilbyder en læringsrytme, med gruppeproces og uddannelse i efteråret, og individuel gruppeterapi i foråret.
Den individuelle gruppeterapi er en læringsform, der er fokuseret på at én person er i terapeutisk proces. Men hvis processen lægger op til, og personen ser en mulighed til fordybelse gennem nærvær af de andre i gruppen, kan de inviteres ind i den personlige proces. Det er således en individuel terapiform, som kan tage form af gruppeterapi.
Den individuelle gruppeterapi giver dig mulighed for, at fordybe dig og få kontinuitet i din personlige dannelsesrejse og at uddanne dig til polær bevægelsesterapeut.
Hvis du er interesseret i at uddanne dig til polær bevægelsesterapeut, indgår det at du har gået mindst 10 gange til polær bevægelsesterapi og har gået i terapi med nogen der er godkendt som Decenterterapeut, så det samlede antal gange er mindst 25.

Terapilørdage på Decenter 2018
Lørdagen den: 10. Februar, 17. Marts, 14. April, 12. Maj
Pris: 1000,- / lørdag

to_2010

Polær bevægelsesterapi tager et kropsligt udgangspunkt i Labans bevægelsessprog, som i grunden er polært. De fleste af hans principper bygger på polaritet. Direkte – fleksibel dynamik, isoleret bevægelse – totalbevægelse, åbnende bevægelse – lukkende bevægelse, symmetrisk – asymmetrisk bevægelse, avancerende – retirerende bevægelse, ja, listen kan laves meget lang på de bevægelser, der er i et polært forhold til hinanden.

I polær bevægelsesterapi observerer vi aktørens bevægelse i rummet. Vi ser f.eks., at hun bruger mest totalbevægelse i sin improvisation. Animatøren foreslår så en kropslig undersøgelse af den isolerede bevægelse. Ikke for, at det er bedre med den ene eller anden pol, men for at skabe ”mere-verden”. Udgangspunktet er, at hvis man får et nyt bevægelsesrepertoire, forandres personligheden.

Den polære bevægelsesterapi kræver, at animatøren har et begrebsapparat i forhold til bevægelse og det menneskelige møde. Derudover skal animatøren have en vågen sansning. Hun skal filtrere alt støj og fornemme, sanse, føle og tænke, at der ethvert øjeblik fremtræder noget med sit fravær. Animatøren ser noget, som hun sætter ord på, og så er dansen mellem polerne i gang.

I den polære bevægelsesterapi og det seduktive læringsprincip er animatøren aktiv og oprigtigt engageret i det, som er. Hun foreslår i dialog med personen et eksperiment, som personen kan sige ja eller nej til. Her er en fælde for begge to. Hvis svaret er: ”Ja, jeg vil gerne undersøge det tema, du foreslår”, og det i virkeligheden er et nej, som ikke bliver udtrykt, kan det betyde at terapien bliver en fiasko. Animatøren skal kunne ane det, der ikke bliver sagt og gjort.

Den polære bevægelsesterapi bruger også en eksistentiel analyse til at indsnævre det eksistentielle tema. Animatøren kan vælge at spørge til det eksistentielle indhold i den bevægelse og tale, som lige har fundet sted. Samtalen kan gribe fat i personens undren over om det, der tynger, har noget med personens frihed eller ufrihed at gøre, eller at gøre med livets mening eller meningsløshed, eller med angsten for døden eller angsten for livet at gøre, eller med den eksistentielle isolation og ensomhed eller fællesskab at gøre. De fire eksistentielle anliggender som friheden, livets mening, døden og isolationen kan danne temaer i den polære bevægelsesterapi.

Udgangspunktet for polær bevægelsesterapi er, at den er psykofysisk, ikke psykoanalytisk. Den er ikke klinisk, men udviklingsorienteret. Materialet til terapien er her-og-nu, ikke fortiden. Vi undgår at gøre os til offer for vores biografi.

Læs mere om polær bevægelsesterapi i bogen “Rudolf Laban og jeg – En genial bevægelseslære i teori og praksis”

Fortælling fra en polær bevægelsesterapi:

Her følger en fortælling om en polær bevægelsesterapi der handlede om at kropsligt undersøge de forskellige kvaliteter det er at bevæge sig på hele fodsulen eller på tæerne, med en kvinde der inden bevægelsesterapiforløbet levet sit liv på forfoden.

”Hvis min vilje sad i hælen, ville jeg nok træde min hæl mere i bund. Men når viljen et sted handler om ikke at ville være menneske, at være i kødet, i livet – så giver det en naturlighed, omtrent en svævning, at begive sig på vej ved kun forfodens og tæernes hjælp.
Et genert menneskes udtryk for, ikke at turde være medspiller, eller være en del af en “flok”, en kropslig handling og fortælling om et valg, hvor tågængeren kun betræder sine egne ruter og helst uden jordforbindelse, for at være tættere på himlen, solen og stjernerne.
At være tågænger er for mig et skalkeskjul for ikke at være fysisk til stede i denne verden, i “Jordelivet”. Faktisk føler jeg en modstand mod enhver form for jordforbindelse, også selv om jeg ved, at den kunne gøre mig godt.
Det forpligter at sætte hele foden i, når jeg går, mit signal til min omverden bliver med ét en anden. Mit indre må også forandre sig, hvis min gang og måde at bruge mine fødder på vælger en anden bevægelse! Jeg har ofte forsøgt mig, altså bare for mig selv, og har haft fokus på det på mine gåture, været nysgerrig efter at se, hvad denne bevægelse fra hele min fod kunne fremkalde af jordforbindelse eller andet.

 Når jeg vender tanken tilbage på IKKE at gå på tå, og atter forsøger mig med at have hælene i jorden, så hele foden får min opmærksomhed, så kommer det til mig igen, følelsen af at denne måde at bevæge mig frem i verden på, samtidig tvinger mig til at kigge på mine omgivelser, på en måde, der nu ikke lader sig hengive til dagdrømme og tankeflugt. Jeg bliver mere til stede i nuet, min opmærksomhed er anderledes, jeg føler at hele min krop bliver mere kød, og jordforbindelsen mere massiv. Om det er ok ved jeg ikke endnu, da denne bevægelse ikke er integreret i mig,

Jeg bemærker, at min vægt bliver mere tung, bliver med ét bevidst om længden og tyngden af min kropsbygning, specielt mine knoglers vægt, faktisk mærker jeg både styrke og tyngde, forunderligt! Sikke en opdagelse!
Men nu tænker jeg, at der også ligger noget andet under, noget måske vigtigt for mig. Bliver opmærksom på lige nu, at hvis jeg fx. ønsker at ændre noget i min sindstilstand, må jeg først ændre noget i mit bevægelsesmønster, og lade sindet følge efter kroppen. Jeg tror snart det må være på sin plads for mig at prøve, forsøge mig ud i en fremmed verden, der ikke er mit sted endnu, det sted hvor kroppen hersker over hovedet !
Måske kan jeg narre tanken, eller få den til at tro på, at jeg er min krop. Jeg ved godt, at det lyder som noget vrøvl, men jeg tror, jeg vil gøre forsøget alligevel, måske over lang tid, også se, hvad der sker inden i! Det værste, der kan ske er jo bare, at jeg kunne komme i kontakt med en ny resurse eller et gigantisk ubehag!

Et år senere:

Og nu kan jeg jo så spørge mig selv om det blev en resurse eller et gigantisk ubehag, det jeg har sanset, lært og oplevet over nogen tid. Som jeg sidder her lige nu føler jeg bare, at mine rejse ud i dette kødets og kroppens land er noget af det mest fantastiske, og største eksperiment jeg har bevæget mig ud i til dags dato. Og jordforbindelsen den hviler ved min side, og min tæer der let på tå, dem lader jeg forblive en gåde! I hvert fald bare lige i dag!