“Johan er et af de mest elskværdige, dybdegående, rummende og pædagogiske mennesker jeg i mit liv er stødt på. En uddannelsesrejse under Johans vinger og den medfølgende grænsevandring ville kun kunne anbefales i min ydmyge mening. Manden insisterer og inspirerer til kærlighed.”
Anders Glud Jensen, skuespiller
Facebook-opslag feb. 2019, af tidligere idrætsstuderende på SDU, Jesper Holst Seistrup Den sidste tid har jeg gået og tænkt. Og jeg synes vi generelt er for dårlige til at give kredit til de mennesker der har været med til at forme os og inspirere os.
Universitetet var en svær tid for mig. Meget forvirrende. Jeg havde fået min angstdiagnose, startet på min medicin og alt var nærmest nyt. Jeg kunne nok godt have fået mere ud af uni end jeg gjorde, og det var først nogle år efter at det egenligt slog mig hvor fantastisk at Johan Borghäll egentlig var. Jeg var så angst i hans lektioner. Det har dog vist sig at det netop var hans undervisning der har sat gang i min bedring, og mange af hans teorier og øvelser har jeg arbejder videre med, hen mod det selvstændige virke jeg forhåbenligtligt får op og køre inden længe. Så der skal lyde en kæmpe tak til Johan. Uden ham ville jeg ikke være hvor jeg er i dag i forhold til min angst.
En fortælling: Johan Borghäll kom til Syddansk Universitet 1982 fra GIH, Örebro Universitet, Sverige. Der havde han lige udgivet bogen Rörelsekommunikation sammen med John Steinberg, ven og ph.d. i pædagogik.
Ved siden af sit arbejde på universitetet i Örebro havde Johan aftenkurser i dans, dramatik og bevægelse. John Steinberg, en lektor i Pædagogik på universitetet blev interesseret i, hvad der foregik på de kurser, og sammen begyndte de at eksperimentere med, hvad de senere kom til at kalde Bevægelseskommunikation.
“Det var ikke længere nok at undervise de studerende i idræt og gymnastik. Jeg var også sprængfyldt af ideer og inspiration fra Laban Art of Movement Centre i London, hvor jeg havde studeret nogle år tidligere”, siger Johan. “Da John viste interesse for, hvad jeg lavede på mine kurser, kom der pludselig ord på mine tanker og ideer. Det var en utroligt kreativ periode.”
Da bogen Bevægelseskommunikation, som de skrevet sammen, udkom i 1982, blev et nyt begreb og en ny metode til personlig udvikling gennem kroppen født. I dag er Johan lektor på Institut for Idræt, Syddansk Universitet, kropsdramatiklærer på Den Danske scenekunstskole i Odense, bevægelsesterapeut fra Laban Art of Movement Centre i London, og gestaltterapeut fra Nordisk Gestaltinstitut. Som idrætslærer, danser, koreograf, skuespilleruddanner, idrætslektor og bevægelsesterapeut udforsker han stadig kroppens og bevægelsens grænseland.
Efter to længere ophold i henholdsvis Brasilien og Cuba har Johan fordybet sig i to fremmede bevægelseskulturer, capoeira og salsa. Det er blevet til bogen Capoeira – kampdans og livsfilosofi fra Brasilien, som han skrev sammen med Nestor Capoeira, Master og Arts fra universitetet i Rio de Janeiro år 1997, og bogen: Salsa – musikken i dansen og dansen i musikken som blev udgivet i 2001.
I sit arbejde på Institut for Idræt og Biomekanik har han videreudviklet sine teorier og sit syn på idrætten og bevægelsen. I bogen Pædagogik for forrykte præsenterer han det tredje standpunkt inden for idrætten, nemlig ekspressiv idræt, sanselighed og væren. “Mit mål er at fremelske en deltager, som stoler på sig selv og kender sine grænser”. Eller som han også har formuleret det i bogen om den deltagere:
“som tror, han er noget,
som stoler på sin egen kraft,
som er lydhør i samspillet med andre,
som kan deltage i en aktivitet på egne præmisser,
som lader teknikken være underordnet helheden,
som finder lysten i nuet.
Som formulerer sine oplevelser,
som accepterer det irrationelle,
som kender sine grænser og er nysgerrig efter at flytte dem.”