BLOG – workshop

”Er du et træ eller en klippe?” spørger den ældre svenske professor i bevægelse. Jeg spørger mig selv, hvad fanden jeg er gået ind til.

Jeg kigger på ham. Hvad mener manden? Han smiler, kigger indtrængende på mig som om han forventer et svar. Svaret fandt vi sammen i en pærevælling af leg, dans og fantasi. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at grine og tænke ”Hvad ville mine holdkammerater, trænere og journalister ikke sige hvis de så mig lige nu”. Men nu vil jeg prøve at forklare hvorfor jeg har brugt tid på at være træer, klipper og holde vejret i over 4 minutter under vand.

Ideen til den første workshop startede efter et halvårligt evalueringsmøde med mentaltræner Christian Engell. Vores samarbejde var ikke så gammelt, men vi havde meget der skulle evalueres. Vi havde sat en halv dag af til at komme rundt om det hele og der var indbygget små gåture, cafebesøg og lignende for at vi skiftede scene fysisk og derved måske også mentalt og få alle aspekter med i evalueringen. Under evalueringen kom der mange spændende ting op som vi ønskede at afprøve i fremtiden og tanker om hvordan vi gjorde det bedst blev diskuteret. Vi blev begge så opstemte at vi aftale at vi ville bruge en hel dag på at dykke ned i en af de ideer vi havde fået. Det måtte gerne tage tid og det måtte gerne koste lidt mere. Jeg var parat til at investere i den udviklinger der forhåbentlig lå i workshoppen.

Vi arbejdede allerede meget på selvtræningsøvelser på træningsbanen og fokuspunkter i holdtræningen, så der følte vi at udviklingen var på rette spor. Vi mente også at trænerne var noget klogere end os til at skabe de rigtige tekniske og taktiske øvelser, så vi ville prøve at finde inspiration og udvikling udenfor den normale fodbolds-sfære.

Helhed…

”Du kan jo godt med venstre” siger Christian Engell med et overrasket udtryk. Vi sidder i hallen på Syddansk Universitet i Odense og kigger på de slow-motion billeder af mig der prøver forskellige spark af.

Mit venstreben havde indtil da altid været et ståben. Jeg havde inden workshoppen i mange år prøvet at træne det, men det var aldrig rigtig blevet bedre, aldrig havde jeg oplevet et gennembrud. Derfor tog vi til Odense hvor de rigtige folk og det rigtige udstyr kunne hjælpe med at filme mine bevægelser i super slow-motion så vi kunne få et bedre grundlag at korrigere ud fra. Det var vildt interessant at se på billeder for så bagefter at lave en lille ændring af støttebenets afstand til bolden eller bruge billeder af højrebenets bevægelser til at kopiere over til venstre benet. Den halve dag gjorde ikke at jeg blev ”flydende på venstrebensk”, men den skabte en aha-oplevelse og en forbedring men også et ønske om at finde andre områder hvor jeg kunne gå i dybden – næste workshop var allerede på vej i tankerne.

Åndedrættet…

”Bare rolig, du kommer ikke til at gå i koma så længe jeg er her” siger Stig Åvall Severinsen, som de fleste nok kender som ham der optrådt på Discovery Channel og har holdt vejret 22 minutter under vandet.

”jamen det er jo betryggende…” siger jeg. Jeg har sat Stig stævne fordi jeg har læst en af hans bøger om åndedrættet og var blevet meget inspireret af hans tanker om at bruge åndedrættet som link mellem krop og sind. Samtidig ville vi se hvilke specifikke erfaringer jeg kunne gøre mig i forbindelsen fodbold kontra åndedrættet. Det med at kunne afgive kontrol, stole på kroppen og ikke mindst presse mig selv længere end jeg regner med, finder jeg spændende. Derudover ligger der en regenerationstanke bag – måske kan åndedrættet hjælpe til at udlede flere affaldsstoffer og dermed hjælpe kroppen hurtigere på fode efter hård belastning.

Den første workshop bliver introduktion til åndedrættet, forskellige øvelser og teknikker, men vigtigere, omsætning til praksis. ”Ned under vandet og hvis mig hvor lang tid du kan holde vejret” er først opgave. 1 minut og 20 sekunder kæmper jeg mig igennem, men er ikke ret stolt eller glad, for det var en kamp og ikke et samspil mellem krop og hoved. Mentalt var jeg tiden i alarm-beredskab og kroppen reagerede med at spænde op og dermed bruge mere ilt end nødvendigt.

Som dagen forløber og instruktionerne bliver flere, så føler jeg glæden ved et godt dyk og jeg lærer mekanismerne at kende og ikke mindst at smile mens min mave går i kramper. Jeg ender med et dyk på 3 minutter og 30 sekunder. Jeg synes at det er vildt interessant at mærke hvordan kroppen reagerer tidligt og hårdt på at kuldioxiden stiger, men samtidig også hvordan jeg kan slippe den angst som kroppen føler, ved simpelthen at slappe af og drømme mig ud på eventyr.

Den følgende måned står jeg hver morgen 30 minutter tidligere op, ligger mig på min måtte inde i stuen og laver åndedrætsøvelser som skal smidiggøre og udvide mave- og brystkasseområdet. Jeg slutter altid af med selv at holde vejret så lang tid som muligt. Vi har aftalt en ny dag hvor vi skal slå rekorden på de 3.30, så jeg føler mig lidt som en rekordforsøgsdeltager i træningslejr.

Rekorden bliver slået med længder. Jeg kommer faktisk så langt ud at Stig til sidst må sige til mig at jeg nu skal komme op. Jeg husker ikke noget af de sidste 30 sekunder, der var lagrene så tømte at hovedet og tanker slukkede. Vi konstaterer at det med at presse mig selv og samtidig give slip, det har jeg lært… Tiden bliver 4 minutter og 42 sekunder. Jeg kan ikke fatte at hvor stor forskellen er fra de slidsomme og frustrerende 1.20.

Den dag i dag følger den bevidsthed omkring mit åndedræt med mig og de teknikker jeg har lært kan jeg bruge i stressede situationer for at få kroppen ned i gear. Jeg er sikker på at åndedrættet indeholder mange spændende facetter som ikke bruges nok i det generelle liv, men også som fodboldspiller. Hvem har ikke set Cristiano Ronaldo tage det obligatoriske dybe åndedræt lige inden han sparker frispark? Måske det også bliver en mere integreret del af selve spillet på banen med tiden.

”jamen, hvorfor koncentrerer du dig ikke bare om fodbold og ikke bruger al den tid og energi på alt muligt andet?” en af mine gode kammerater spørger mig om noget som flere nok har tænkt i tidens løb – jeg selv selvfølgelig også…

Svaret ligger i at jeg er født med en stor nysgerrighed på hvordan jeg kan gøre tingene endnu bedre og smartere. Jeg elsker personligt at lære nyt og jeg har verdens bedste legeplads til at sætte det i spil, nemlig fodbolden. Jeg har været heldig at opleve klubber og trænere som har været langt fremme på beatet med nyeste forskning og måder at gøre tingene på omkring fysisk træning og øvelser på banen, men jeg tror samtidig på at fodbolden stadig har meget at lære. Og ud fra egen erfaring, så tror jeg, at noget af den bedste lærdom kan ligge udenfor selve fodbolden. Det kan måske lyde lidt langt ude, men hvorfor skal vi ikke kunne lære af cykelryttere eller vægtløftere? Eller endnu længere væk såsom en leder fra erhvervslivet, som også bryder sit hoved med at få taktikken på plads, så han får det bedste ud af sit hold og resultatet på bundlinjen stiger. Jeg tror i hvert fald på at der er meget endnu som fodbolden kan lære og at næste kvantespring ikke nødvendigvis ligger indenfor de områder som fodbolden allerede arbejder meget. Vi arbejder allerede meget på det fysiske, tekniske og taktiske område, jeg tror ikke forbedringerne der vil rykke styrkeforskellen ret meget.

Det er den lidt anderleds udvikling indenfor fodbolden jeg gerne vil være med til at skubbe på. Fordi jeg også tror på at vi som et lille land med dertil færre mennesker, skal finde vores områder hvor vi er bedre end de store lande. Der ser jeg et potentiale i dansk fodbold, at gå forrest indenfor innovation, få det yderste ud af hver spiller og samtidig være åben for andre impulser og refleksive omkring hvad vi laver. Jeg tror vi danskere er bedst til det, ligesom vi nok aldrig får samme fysiske element som spillere fra Afrika.

Jeg har altid startet et samarbejde med nogen eller en workshop for at jeg i sidste ende skulle kunne præstere bedre på banen. Kun en gang har jeg haft andet i tankerne. Det var en workshop om iværksætteri og hvilken profil jeg havde og hvad jeg ønskede at arbejde med indenfor dette felt. Jeg har altid syntes af iværksætteri og forretningsideer var rigtig spændende. Da jeg samtidig gik og tænkte lidt over hvad jeg kunne forestille mig at lave efter fodboldkarrieren, så var det nærliggende at dykke dybere ned i det.

Workshoppen blev lagt i starten af min juleferie 2013 og blev holdt af Jonathan Løw som selv har startet flere virksomheder og nu arbejder med at identificerer spændende start-ups for Accelerace. Se den video der blev lavet omkring denne workshop via følgende link: LINK

Da værdier er et vigtigt pejlemærke for hvordan jeg arbejder indenfor fodbold, så blev det det også indenfor iværksætteri. Samtidig handlede det om at identificere hvor meget tid, penge og energi jeg ville kunne ligge i det inden jeg blev færdig med fodbolden.

Resultatet har været en proces det seneste år, hvor det har stået på læring omkring iværksætteri ved at analysere businesscases samt at tale med udvalgte start-ups. Jeg er ikke gået ind i nogen projekter endnu og måske bliver det først engang når jeg er færdig som spiller, hvor det arbejde intensiveres, men det er helt sikkert et område jeg holder øje med og glæder mig til at bruge mere tid på.

En anden grund til workshoppen om iværksætteri skal også findes i at jeg ikke længere studerer. Det gjorde jeg i tiden i FCK, hvor jeg fik gennemført en bachelor på HA Almen på CBS. Det passede perfekt efter træning lige at cykle forbi og få andre inputs end taktiske mønstre, indersideafleveringer og jokes i omklædningsrummet. Det gjorde, at jeg følte jeg både flyttede mig som spiller og som menneske. Det gjorde også at jeg i tider hvor fodbolden måske ikke lige kørte på skinner automatisk fik andre ting at tænke på og dermed en tiltænkt pause til et hoved som altid gerne ville prøve at finde løsninger og kunne gruble for meget over det hvis jeg havde for meget tid til det.

Da den uddannelse var færdig og jeg flyttede til Stuttgart, valgte jeg at fokusere 100 % på at få succes på banen. Det valg gjorde også at jeg efter noget tid manglede noget og den følelse af at rykke mig uden for banen. Derfor blev Christian Engell og jeg enige om at workshops og forberedelsen til dem kunne være min nye uddannelse. Vi ville selv skabe den.

Samtidig har jeg også den opfattelse at workshops har rykket mig og gjort mig bedre. Hvor mange procent det handler om kan jeg ikke præcist vurdere, men hver procent er godt givet ud. Jeg ser det som en investering i mig selv som spiller og som menneske. Hver procent jeg bliver bedre som spiller er mange penge værd i form af bedre kontrakter. Tænkt på at øge en spiller som får 10 millioner kr. i løn om året med 5 %. Det vil teoretisk betyde at spilleren nu burde få 500.000 kr. mere om året. Sådan fungerer verden ikke altid, men set over lang sigt er jeg sikker på at afkastet af udgifterne til workshops er kommet mange gange tilbage. Måske jeg skulle investere i en workshop om at scorer nogle mål… Det ville nok også give mere på afkast-siden J

 

”Bare lad kroppen selv bestemme hvordan den vil danse” det er igen Johan Borghall som udfordre mig og min krop. Jeg har lukkede øjne og starter på at bevæge mig rundt til noget musik jeg ikke kan definerer.

”lad den følelse der opstår styre kroppen” kommer næste henvisning, mens han blidt skubber mig ind mod midten af rummet, da jeg er lige ved at smadre hovedet ind i træpælen ved kaminen.

Den aften, midt i min allermest frustrerende tid i Stuttgart, opdager jeg for første gang hvordan en trance opleves. Jeg husker ikke hvor lang tid jeg danser, jeg husker bare at kroppen vil bevæge sig hidsigt og aggressivt. Jeg ligger bagefter helt forpustet og svedende på gulvet mens jeg smilende tænker på at jeg endnu engang har oplevet noget fuldstændigt nyt og grænseoverskridende. Det er ikke fordi jeg har brugt trancedans sidenhen, men det har udvidet min forståelse af følelser og krop.

Mit fokus på udvikling af kroppen kom ud fra at jeg egentlig syntes at jeg var rigtig stærk, men at jeg sjældent egentlig kom i situationer hvor jeg kunne bruge det og endnu vigtigere, jeg søgte det faktisk ikke. Så jeg ønskede at udforske det forbehold jeg havde for at komme for tæt på modstanderne.

Den første workshop med Johan Borghall foregik i Stuttgart og havde fokus på at få udvidet forståelsen af bevægelse. Hvad er bevægelse egentlig og hvordan kan jeg eventuelt bevæge mig lidt anderledes på banen. ”Du er jo meget lineær og konstant” siger Johan om min nuværende bevægelse efter han har set en kamp på Mercedes Benz Arena i Stuttgart. Derfra afprøver vi andre måder at bevæge sig på, andre mønstre som er totalt ukendte for min krop. Den første workshop gav anledning til næste workshop som foregik sommer 2014, hvor bevægelse igen var på dagsordenen. Denne gang gik vi mere i dybden og omsatte det direkte til fodboldspecifikke øvelser. Se videoen om dagen her, hvor jeg også fik stiftet bekendtskab med basketball og dens brug af kroppen. LINK

Om jeg er blevet en klippe eller et træ eller begge dele kan jeg ikke sige endnu. Om det bliver til noget kan jeg heller ikke sige. Men min søgning føler jeg ikke er omsonst. Jeg føler jeg flytter mig, jeg føler at jeg udfordrer – mig selv ikke mindst, men også fodboldverdenen. Jeg føler jeg går på grænsen, måske også over grænsen til tider, men det er spændende. Ja, det er faktisk utroligt spændende hvad der sker inde i et klippetræ.